CryEngine bliver måske gratis

Men kun for de små udviklere
Tekst: Thomas Blichfeldt
Publiceret 2011-03-16

Det er heldigvis ved at være lang tid siden at kraftige spilmotorer var noget der kun var forbeholdt de største udviklere, og i dag er det således muligt at finde adskillige helt gratis teknologier, eller i stedet gøre brug af nogle af de specielle aftaler som de større teknologier har lavet til de mindste udviklere.

Epic har således haft stor succes med deres forretningsmodel til brug af Unreal-teknologien, og i et nyt interview som Develop har ført med Cryteks Avni Yerli, er det også en mulighed den tyske udvikler overvejer at bruge i fremtiden med deres CryEngine.

Yerli fortæller i interviewet således hvordan de ønsker at tage kampen op med etablerede teknologier som Unreal og Unity, og hvordan de overvejer at gøre deres løsning helt gratis, dog naturligvis med visse undtagelser.

Selvom du sidder og sysler med dine egne spilideer i kælderen, er der altså måske stadig en god chance for at du en dag vil kunne visualisere dem med CryEngine.

Du vil måske selv kunne lege med teknologien bag Crysis 2 snart.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage