Egentlig synes vi stadig de nuværende konsoller gør det rigtig godt når det kommer til den grafiske kapacitet, men der er ingen tvivl om at der går længere og længere tid mellem at de grafiske milepæle bliver flyttet, og måske derfor er snakken om nye konsoller også mere aktiv end nogensinde før.
I et nyt interview med den britiske avis "The Guardian", siger lederen af Sony Computer Entertainment UK, Ray Maguire dog at PlayStation 3 har mange år på markedet endnu, ja faktisk siger han at konsollen kun er halvvejs gennem sin levetid.
Han begrunder blandt andet udtalelsen med forklaringen vi har hørt så mange gange før, nemlig at produktionen af spil er blevet dyrere, og at udviklerne først nu er begyndt virkelige at forstå hvordan man presser hardwaren.
"Hvor vi bevæger os hen efter dette er et interessant spørgsmål. Online delen er meget interessant og en stor del af vores forretning i fremtiden. Men hvad angår hvilken teknologi vi kommer til at bruge, er det alt for tidligt at sige fordi vi kun er halvvejs gennem levetiden for PS3 - der er endnu mange flere år i den maskine." lyder det fra Maguire.