Hvis du gerne vil udvikle spil, og synes at Roskilde Festival som tema er den helt rigtige ramme, så se med her.
Roskilde Festival inviterer alle gaming-interesserede til at udvikle et computerspil, der fortolker festivalen og dens grafiske årsudtryk.
For første gang kommer Roskilde Festival i 2011 til at have sit eget, officielle spil. Spillet skal udvikles i forbindelse med en åben konkurrence, hvor de bedste bidrag kommer på Roskilde Festivals hjemmeside. Vinderbidraget bliver præsenteret på årets festival foran publikum.
Deltagerne har stort set frit spil i deres fortolkning af Roskilde Festival.
"Det eneste grundlæggende princip, der skal overholdes er, at spillet skal være en fortolkning af vores grafiske årsudtryk. Derudover har deltagernes kreativitet frit spil. Vi giver især point for originale idéer, fortolkninger og kreativitet. Og så skal spillet selvfølgelig være sjovt og visuelt indbydende - og ikke mindst; til at spille," udtaler Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde.
De deltagende får udleveret Roskilde Festival '11 s grafiske udtryk og vision ved tilmelding sammen med yderliggere information om krav til format af spillet.
Bidraget skal være indsendt senest 1. juni 2011.
Tilmelding til konkurrencen sker til Bo Thomasen, Roskilde Festival på [email protected]