I modsætning til konkurrenten Gran Turismo ser det ud til at næste spil i Forza-serien vil holde antallet af biler på tre cifre - dog stadig nogle ret store af slagsen. Forza Motorsport 4 kommer formodentlig til at indeholde 500 biler fra 80 forskellige fabrikanter, ifølge en markedsundersøgelse som Kotaku har fået fingrene i.
Markedsundersøgelsen fortæller også om Kinect-funktionaliteten i spillet. I et showroom vil vi kunne kigge på bilerne ved at "gå" rundt om dem, mens Top Gear-værten Jeremy Clarkson fortæller om både bil og fabrikant.
Grafikken i Forza 4 omtales også, og udvikleren beskriver den som ""the best looking game of the year with graphic fidelity 10 times better than the previous version, including new lighting and shading models".
Undersøgelsen spørger også hvorvidt folk er interesserede i et Forza i en åben verden, hvor vi kan køre omkring på et vejnet og ikke bare en racingbane.
Forza Motorsport 4 udkommer til efteråret.