Det har mildest talt vrimlet med nyheder og rygter om Resident Evil 8 den seneste tid, og det har været svært at gøre sig klog på deres egentlige ophav. Ifølge Rely on Horror stammer al informationen dog fra flere tests af forskellige demoversioner af spillet, og i samme ombæring har siden faktisk beskrevet demoen ret udførligt, hvilket har givet os endnu mere information om Resident Evil 8. Nogle af detaljerne har vi rapporteret om før, men der er også ny information at hente. Vi har derfor valgt at samle det hele i én nyhed, hvor vi beskriver demoens indhold. Forhåbentligt giver det et lidt mere samlet overblik over, hvad Resident Evil 8 ser ud til at være for en størrelse. Selvom informationen ikke er officiel, virker det ret troværdigt, så vi vil for god ordens skyld advare om spoilers.
Spillets titel er Village: Resident Evil. Hvorfor undertitlen står før selve hovedtitlen, ved vi ikke. Begyndelsen vil tilsyneladende være "shocking" for dedikerede fans, og dette involverer karakteren Chris Redfield. Det fortælles ikke nøjagtigt, hvad der er så chokerende, men det kan muligvis have at gøre med rygterne om, at Chris Redfield er skurken i spillet.
Hovedpersonen er Ethan fra Resident Evil 7: Biohazard, og nogle testere har beskrevet ham som intelligent, men med en kort lunte. Desuden fremstår han også mere hård nu.
Demoen finder sted i en sneklædt landsby, hvor man som Ethan undersøger huse, hvor engelsktalende beboere tilsyneladende ikke er så begejstrede for at snakke med dig (det lyder meget som starten på Resident Evil 4, gør det ikke?).
Du bliver også jagtet af monstre, som testerne beskriver som menneskeagtige bæster, og de er øjensynligt mere eller mindre immune overfor dine pistolskud. Du finder senere en shotgun, men den gør heller ikke den store skade mod disse bæster, som du forsøger at gemme dig for. Heldigvis forsvinder de, da en mystisk klokke ringer (lyder det ikke også som landsbybegyndelsen i Resident Evil 4?). I andre versioner af demoen forsvinder bæsterne dog, fordi en ukendt skikkelse kalder dem til sig. Bæsternes ledere lader til at være en hekseagtig kvinde, der forfølger og tilmed hjemsøger Ethan, samt et gigantisk gorilla-lignende monster, der går med kæder og en stav.
Spillet er meget inspireret af Resident Evil 4, hvor der vil være fokus på det overnaturlige. Det pointeres dog, at det overnaturlige blot kan være indbildning, da der som nævnt også er hallucinationer indblandet i spillet. Der er derudover blevet testet flere former for in-game inventory, som både drager inspiration fra Resident Evil 7: Biohazards variant samt Resident Evil 4's tetris-design.
I én af demoversionerne skal du flygte fra et slot, mens du i en anden version slutter dig til en landsbygruppe, hvor den ene beboer pludselig begynder at hallucinere og slagte de andre beboere. Det lykkes dig at flygte, og herefter slutter demoen.
Det er mange informationer her, men som Rely on Horror pointerer, er der et plotmæssigt sammenfald mellem de forskellige testeres beskrivelser, så informationen virker grundlæggende ret pålidelig. Husk dog stadig at tage alt dette med et gran salt, indtil Capcom selv udmelder noget om spillet. Formentlig tager de snart bladet fra munden, efter de utallige lækager der er dukket op om Resident Evil 8.