Capcom har løftet sløret for nogle flere detaljer omkring deres kommende cross-over fighting-spil Street Fighter X Tekken, hvor figurer fra de kendte fighting-serier tørner sammen.
Og netop figurene var blandt de ting, producer Yoshinori Ono nævnte, da han viste spillet frem på Capcoms Captivate-messe. Her fortalte han, at Street Fighter-holdet blandt andet vil være repræsenteret af Ryu, Ken, Chun-Li, Guile og Abel, mens Tekken-holdopstillingen byder på blandt andre Kazuya, King, Nina, Bob og Marduk.
Gamereactor var selvfølgelig med på Captivate, og du kan læse meget mere om spillet i vores preview af Street Fighter X Tekken - heriblandt Onos overvejelser om prutte-baserede angreb til Kazuya.