Etableret insider siger at det næste Assassin's Creed afsløres snart

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2020-04-20

Selvom Ubisoft endnu ikke offentligt har anerkendt at de arbejder på det næste store Assassin's Creed-spil, så har rygterne svirret i stykke tid, og stort set alle disse rygter har peget i samme retning, nemlig at spillet foregår i Skandinavien, og handler delvist om den nordiske mytologi. Om så det hedder Kingdom eller Ragnarok, så står det til at blive afsløret snart, det siger en etableret insider i hvert fald.

For nylig spurgte en fan den kendte insider Shinobi602 om hvorvidt han kendte til detaljer om en afsløring af det nye spil, og her svarede han ganske enkelt:

"Almost there."

Ja, der er ikke meget at gå på, men Shinobi er en utrolig velanset og veletableret person i branchen, så vi kan vist godt tage hans ord for gode varer.

Visse rygter har da også peget på, at spillet gerne skulle ankomme sammen med de nye konsoller til efteråret. Dog har Ubisoft rigtig, rigtig mange andre projekter også som udkommer i det tidsrum.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage