Nintendo aflagde som bekendt årsregnskab i går, og her fremgik det at Nintendo 3DS indtil videre har solgt 3,6 millioner eksemplarer. Den japanske spilgigant havde tidligere meldt ud, at de forventede 4 millioner eksemplarer i den pågældende periode - med andre ord har salget af maskinen skuffet.
Nintendo-chef Satoru Iwata anerkender at der skal optrappes på markedsføringsfronten. "Nintendo 3DS blev lanceret sent i marts", siger han. "Salget var højt i den første uge, men levede ikke op til vores forventninger efter den anden uge. Nintendo 3DS har ikke solgt som forventet siden anden uge, og det er ikke kun i det japanske marked, men også i USA og Europa, hvor det store jordskælv ikke har haft nogen direkte indflydelse".
"Derfor anerkender vi, at vi er i en situation hvor vi er nødt til at optrappe vores indsats for videre at promovere udbredelsen af Nintendo 3DS", siger han.