Firaxis har løftet sløret for de to næste DLC-pakke til strategispillet Civilization V, hvoraf den ene nok skal blive populær herhjemme. Navnet er nemlig Civilization and Scenario Pack: Denmark - The Vikings, og tilføjer Danmark som spilbar civilisation, ført an af Harald Blåtand, samt et nyt scenarie kaldet 1066: Year of Viking Destiny.
Her skal du vælge mellem fire forskellige civilisationer (hvoraf Danmark altså er den ene), og kæmpe om herredømmet over de britiske øer. I dette scenarie er spillets regler blevet justeret, så den eneste vej til sejr er gennem brug af magt.
Den anden DLC-pakke hedder Explorers Map Pack, og indeholder ti nye singleplayer-kort, heriblandt Carribien, Beringsstrædet og Amazon-junglen.
Begge pakker kommer til at koste i omegnen af 30 kroner, og udkommer 5. maj. Skal du erobre verden med Viking Power?