"For mig er det fremtiden... Hvis jeg skulle lave nogle forudsigelser om spilbranchen, ville det være den nemmeste jeg har lavet i 10 år." Sådan lyder den bombastiske udmelding fra spildesigneren Chris Taylor om "Freemium"-modellen, hvor et spil bliver givet ganske gratis til brugeren, og denne så kan vælge at betale i form af småbeløb for ting som unikt udseende udstyr eller erfaringsboosts.
Ikke overraskende vil dette også være distributionsmodellen for det kommende Age of Empires Online, som Chris Taylors Gas Powered Games er med til at udvikle, og spildesigneren der blandt andet har stået bag Supreme Commander, Total Annihilation og Dungeon Siege-serierne, mener at modellen også vil gennemsyre alle andre genrer i fremtiden.
Flere af os her på redaktionen er tilbøjelige til at være enige med Hr. Taylor, men hvad tror I?
