Sløvt PSone-salg på Xperia Play

Sony Ericsson lover store nyheder på E3
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2011-05-13

Xperia Play har været i handlen et stykke tid, men salget af PSone-titler via Android Market er gået ret sløvt. Ingen af PlayStation-titlerne, der i øjeblikket tæller Cool Boarders 2, Destruction Derby, MediEvil, Syphon Filter og Jumping Flash, har rundet over 1000 downloads, fremgår det af Android-butikken.

Sony Ericsson lader dog til at tage den langsomme start i stiv arm. Dominic Neil-Dwyer fra selskabet siger, at de ikke er bekymrede. "I øjeblikket er der kun nogle få PlayStation One-titler, og der er flere på vej med jævne mellemrum. Og så er der hele det der med PlayStation som indholdsleverandør eksklusivt på enheden. Så der er ingen bekymringer, det er en revolutionerende enhed, den ryster op i markedet, vi er meget tilfredse med den", siger han.

Neil-Dwyer lover også, at der er flere eksklusive titler på vej til telefonen. "Vi har nogle store annonceringer parat til E3", siger han.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage