Det er kommet frem, at Total War-skaberne fra Creative Assembly er i gang med et spil baseret på Alien-universet. Forsiden på udviklerens website prydes i øjeblikket af et billede af et Alien-æg, sammen med ordene "New team. New console project. Alien IP." og besked om at de søger folk.
Creative Assembly vil endnu ikke ud med nogen detaljer om, præcis hvad spillet kommer til at gå ud på, men chef Tim Heaton har dog dette at sige til GamesIndustry.biz:
"Der er stadig stor passion for licensen. Og så ved jeg, at det vi laver med den tager os til et lidt mere interessant sted [end Aliens vs Predator-spillet], vi laver ikke bare et ordinært space marine-skydespil".
Heaton fortsætter: "Vi vil lave noget, der er ret anderledes - vi har ikke lyst til bare at tage licensen og hurtigt banke et licensspil ud af døren, vi vil lave noget helt særligt med det. Så vi har brugt de sidste tre år siden Viking med at arbejde på teknologien, virkelig skræddersy den til spillets genre, til det vi laver, og det føles virkelig stærkt lige nu".
Creative Assembly har slået dørene op for en helt ny afdeling i forbindelse med Alien-spillet, så de har sandsynligvis noget stort i gære. Hvad tror du? Et Alien-strategispil? Et Alien-MMO? En Alien-kartracer?