Multiplayer-delen er blevet fundet i Call of Duty: Modern Warfare 2 Campaign Remastereds filer

Tekst: Emil Hanquist
Publiceret 2020-05-05

For et par dage siden landede Call of Duty: Modern Warfare 2 Campaign Remastered også på Xbox One og PC, efter det allerede havde fundet vej til PlayStation 4 måneden inden. Der var dog mange, der havde set frem til netop PC-udgivelsen af spillet, da det giver mulighed for at datamine spillet og derved tjekke, hvad den store filstørrelse eller indeholder - mere specifikt er mange interesserede i, om multiplayer-delen faktisk ligger gemt i spillets filer. Og efter bare få dage har man allerede fundet bevis for netop dette.

I den 65 GB store PC-udgave af spillet har dataminere fundet koder, der illustrerer, at multiplayer-delen ganske rigtigt er en del af filerne. Det fortæller insideren TheGamingRevolution i en video på YouTube. Man har blandt andet fundet koder for multiplayer classes, gamemodes samt våben-kamuflage - heriblandt kamuflagetyper kaldet Dark Matter og Diamond, hvilket slet ikke var en del af den originale multiplayer-del. Der er sågar fundet billeder fra den genskabte multiplayer-mode.

Det står altså klart, at der uden tvivl er blevet arbejdet på at genudgive multiplayer-delen. Om det også betyder, at vi får den, vides ikke.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage