Vi har ikke hørt meget nyt om Ghost Recon: Future Soldier siden sidste år, hvor Ubisoft bekræftede at det var forsinket. Men nu lader der til snart at være nyt på vej. I hvert fald har Microsoft lagt spillets forside op på Xbox.com. Der er selvfølgelig en risiko for, at det tages ned igen lige så hurtigt som det kom op, men vi har, som de venlige sjæle vi er, trykket print screen og gemt et billede til jer.
Årsagen til at forsiden måske forsvinder, er en lille detalje, der siger "Better with Kinect". Dermed antydes det at Kinect bliver understøttet på en eller anden måde i spillet. Men det har Ubisoft ikke annonceret noget om endnu, og hvis det passer, vil vi sikkert høre mere på E3. Fejl eller ej, det må I selv afgøre.