Vi har allerede fået nys om, at EA arbejder på flere remasters, hvor i hvert fald ét af dem udkommer, inden regnskabsåret 2021 er omme. Nu forlyder det samtidig, at EA også planlægger at udgive flere spil til Nintendo Switch.
Under et finansmøde for regnskabsårets fjerde kvartal annoncerede EA deres planer for den kommende tid, og via en transskription fra Gematsu kom det frem, at de planlægger at udgive "multiple EA titles" på Nintendo Switch i regnskabsåret 2021 (april 2020 til marts 2021). Hvor mange - og hvilke - det er, ved vi dog ikke. Men det er da i hvert fald en kærkommen nyhed, eftersom EA indtil nu har været mere end forsigtige med at udgive spil på Nintendos håndholdte konsol.
I opkaldet nævnte EA desuden en masse andre spil, der endnu ikke er annonceret, men som er planlagt til at udkomme i regnskabsåret 2021 på diverse platforme. I alt drejer det sig om 14 titler. Vi ved dog, at tre af disse er FIFA, Madden NFL og NHL.