Så har Activision bekræftet det rygte, som vi tidligere i dag kunne fortælle om her på siden, og Call of Duty Elite er virkelighed. Med bekræftelsen er der dog også kommet flere detaljer på bordet, og Activision beskriver selv gratis-versionen af Elite-servicen som bestående af tre primære komponenter:
Connect giver muligheden for at følge og blive venner med andre spillere, samt holde øje med både deres og egne statistikker. Det er også her man vil kunne lave klaner, spille i organiserede konkurrencer og så vil man for øvrigt kunne få adgang til tjenesten fra både computere og mobile apparater som smartphones.
Compete vil byde på et konstant udbud af forskellige kampe at deltage i, for alle de som gør brug af seriens multiplayer-muligheder. Systemet vil også sørge for at de andre deltagere er på nogenlunde samme niveau, og planen er at det skal give langt flere, bedre balancerede kampe.
Improve beskrives som den digitale version af en personlig træner, der ved at sammenligne dine statistikker med de fra andre spillere, vil komme med forslag til hvordan du kan forbedre dit eget spil. Da servicen ikke er låst til et bestemt Call of Duty-spil, vil du i fremtiden kunne se din udvikling over flere spil, og på den måde bedømme hvorvidt forslagene faktisk virker.
Detaljerne om det såkaldte "preemium" medlemskab som månedligt skal betales, er dog endnu sparsomme og faktisk er det svært at greje hvad man kan forvente sig herfra. Beskrivelsen fra Activision selv lyder således:
"Call of Duty Elite will offer a premium membership with a wide range of state-of-the-art services, exclusive entertainment programming and all-inclusive game content for less than the cost of any comparable online entertainment service currently in the market."
Call of Duty Elite vil officielt blive lanceret sammen med Call of Duty: Modern Warfare 3, men inden da håber udgiveren at stå klar med en åben beta her til sommer, som vil være fokuseret omkring Call of Duty: Black Ops.