Efter Nintendos pressekonference tidligere på ugen var der en del forvirring over hvad Nintendo egentlig havde vist frem. Mange troede at Wii U bare var en ny controller til Wii, da Nintendo ikke rigtig viste Wii U-maskinen frem. Vi fik ikke set nogen rigtige spil fra Nintendo, og de tredjepartstitler som blev vist frem, kørte tilsyneladende på PS3-hardware. Læg hertil at vi ikke har fået noget konkret at vide omkring hardware-specifikationer eller pris, og der er stadig mange spørgsmål omkring den nye maskine.
Det kunne mærkes på den japanske børs, hvor Nintendos aktie faldt med 5,7% i går, og nu er nede i det laveste niveau i knap fem år, lavere end det har været siden Wii kom i handlen. Aktiemarkedet er tilsyneladende ikke imponeret.