Nintendos kommende Wii U-konsol bliver bagudkompatibel med Wii, hvilket i korte træk betyder at den kan spille hele din samling af Wii-spil. Men den nye maskines hestekræfter vil ikke blive brugt til at gøre de gamle spil flottere, har Nintendo slået fast.
Mange havde ellers håbet, at Wii U ville kunne afvikle de gamle Wii-spil i HD-opløsning, men det bliver ikke tilfældet, siger Reggie Fils-Aime, chef for Nintendo i USA.
"Det afgøres af hardwaren, og de oprindelige Wii-spil er bygget til en meget specifik type hardware. Der er ikke nogen mekanisme til så at sige at 'højopløse' dem, medmindre vi udgiver en helt ny udgave af de spil".
I modsætning til Wii vil Wii U i øvrigt ikke kunne spille gamle GameCube-spil.