Blandt alle Square Enix' titler på E3 var det spil som Tomb Raider, Hitman: Absolution og Deus Ex: Human Revolution, der løb med opmærksomheden. Hvad har de tilfælles? De stammer alle sammen fra den vestlige Eidos-afdeling af firmaet. De japanske titler bestod af Final Fantasy XIII-2 og ikke særlig meget andet nævneværdigt, og det har Koji Taguchi, en af Square Enix' topchefer, bemærket. Han er ikke tilfreds med udgiverens præstation på E3, skriver Andriasang.
"Fordi vi har fusioneret med Eidos og har spil som Tomb Raider, Deus og Hitman, kunne firmaet redde ansigt. Men tilbagegangen inden for japanske titler var nærmest ydmygende. Det har været en uge hvor jeg dagligt har bekymret mig om, hvordan vi kan rette op på det her".