Synes du, der var meget Kinect i Microsofts E3-pressekonference? Den slags kommer der nok mere af. Ifølge Microsoft Game Studios-chef Phil Spencer er det sandsynligt, at alle Microsofts egne titler vil benytte Kinect på en eller anden måde i fremtiden.
Der er endnu ikke noget krav om, at de spil Microsoft selv udvikler skal bruge Kinect, men Spencer mener at vi snart vil se alle deres spil benytte Kinect. "Jeg vil mene, især med stemmegenkendelse, at der er nogle ting, der bare gør det at navigere og spille spil så meget nemmere, så jeg tror at vi i sidste ende vil se at alle vores førstepartsspil bruger en eller anden form for Kinect-funktionalitet", siger han til Gamespot.
Spencer fremhæver headtracking-funktionen i det kommende Forza 4 som et eksempel på hvordan et spil kan blive bedre med Kinect, uden man behøver vende op og ned på gameplayet.