Alle sommerens store spilmesser er blevet aflyst i år, men heldigvis er der fundet fine alternativer i form af digitale spiludsendelser fra en masse af de store spilselskaber som en del af Geoff Keighleys månedlange Summer Game Fest-initiativ. Og nu har vi fået information om endnu en stor digital spilfest.
Den digitale spiludsendelse New Game+ Expo er blevet annonceret (via Nintendo Life). Udsendelsen løber af stablen den 23. juni i form af en syv timer lang livestream på Twitch. Ifølge pressemeddelelsen fra arrangørerne vil udsendelsen indeholde snesevis af spil i form af "new title announcements and live gameplay demos".
Eventet er et samarbejde mellem 14 udgivere fra Japan og Nordamerika, som blandt andet tæller SEGA, Koei Tecmo, Spike Chunsoft og Natsume. Eventet starter kl. 17 dansk tid.