PlayStation Now er først rigtig kommet på dupperne det sidste års tid, og er nu tilgængelig i flere lande, og til en lavere pris også. Langsomt men sikkert har Sony desuden opbygget en fast kundebase, og derfor kunne de da også vise ganske flotte tal til deres investorer for nylig.
For nylig afholdte de nemlig deres årlige Corporate Strategy Meeting (via GamesIndustry), og her afslørede de at tjenesten nu har ramt lidt over 2.2 millioner faste abonnenter. Det lyder måske ikke af meget, når man tager i betragtning at tjenesten faktisk blev lanceret for seks år siden i Nordamerika, men siden Sony virkelig lagde kræfter bag ved for et år siden, så er antallet af abonnenter faktisk fordoblet.
Ved samme måde i marts 2019 afslørede Sony nemlig, at PlayStation Now sad på lidt over en million aktive abonnenter, så det er faktisk ganske imponerende vækst må man sige.
Sony afslørede dog ikke planer om at lancere deres førstepartsspil på tjenesten på selve udgivelsesdagen, som Xbox Game Pass byder på, men måske er det heller ikke nødvendigt?