Sonys Worldwide Studios-chef Shuhei Yoshida siger at firmaet var for selvtilfredse med PSP, og at de ikke vil gentage den fejl med PS Vita. "Vi var for glade for os selv, for tilfredse med at have en PS2-lignende oplevelse på en håndholdt. Vi kom ikke meget længere derfra", siger han til Kotaku.
"De første par år var fremragende. Folk var begejstrede for at kunne spille 3D-grafik på farten, men efter et par år blev folk vant til at kigge på pæne billeder".
Yoshida mener, at manglen på to analoge sticks og grafik, der ikke kan hamle op med PS3, gjorde, at PSP føltes som et kompromis for spillerne, der ikke bød på noget nyt.
De mange nye funktioner på PSV, såsom de dobbelt touchflader, er med til at sikre den nye maskines langtidsholdbarhed, mener Yoshida.