Det er ikke længe siden, diverse kilder fra blandt andet VentureBeat meldte ud, at Sony står klar med en masse spilafsløringer til os. Under Sonys seneste strategimøde blev det samme nævnt, da selskabets chef fortalte, at de ligger inde med "a compelling lineup of titles". Nu har en kendt streamer smidt endnu mere brænde på det bål.
Streamerens navn er Maximillian Dood, som er en velkendt herre blandt kampspilkendere. Og for nyligt kom han med et par interessante kommentarer under sin stream på Twitch. Her fortalte han blandt andet, at den formodede række spil, som Sony snart vil vise os, er "pretty f***ing big", og at Sony har arbejdet på spillene "for a long time". Derudover har Dood tilsyneladende i årevis hørt fra venner i spilindustrien om, hvor stor Sonys line-up faktisk er.
Selvom det måske ikke er nogen nyhed i sig selv, at Sony har disse planer, så giver Doods kommentarer stadig et vink om, hvor massivt et spilkatalog, det muligvis drejer sig om. Lad os håbe, Dood taler sandt.