Unreal Engine 5 kører tilsyneladende bedre på en bærbar end en konsol

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2020-05-26

Unreal Engine 5-præsentationen var meget imponerende, og den gav os desuden også et glimt af hvad der er muligt på de nye konsoller, da selve præsentationen kørte på en PlayStation 5. Det betyder dog ikke at konsollerne kommer til at lægge sig foran PC-markedet, ikke engang bærbare, tilsyneladende.

En ingeniør fra Epic Games' kinesiske afdeling talte for nylig om Unreal Engine 5 i et interview, der siden hen er blevet fjernet (via PCGamer), og her afslørede han at Unreal Engine 5-demonstrationen på PS5 formåede at køre i 1440p/30fps, hvorimod en kraftfuld gaming-bærbar præsterede 40fps i samme opløsning.

Den pågældende bærbar bød dog på et Nvidia RTX 2080-grafikkort, og en 970 Evo Plus SSD, så det er ikke en almindelig bærbar vi snakker om her, eller bare en gennemsnitlig gaming-bærbar. Det er dog alligevel en kuriøs opdagelse at gøre sig, efter Tim Sweeneys meget rosende udtalelser.

Når det så er sagt, så lader det til at Epic Games virkelig er glade for PS5-hardwaren, og Xbox Series X for den sags skyld.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage