Til trods for diverse chefers adskillige bekræftelser om at både Xbox Series X og PlayStation 5 vil ankomme senere på året, så er der stadig mange der er bekymrede for, at COVID-19 alligevel skubber lanceringerne en smule, og at ventetiden bliver lidt længere end først antaget.
Men som sagt har cheferne hos både Microsoft og Sony holdt fast, og efterhånden ser det da også ud som om, at det hele går efter planen. Faktisk har Microsoft for nylig åbnet op for den officielle forudbestillingsside til Xbox Series X, som vist indikerer at hele alligevel kører på skinner.
Der er naturligvis ingen pris endnu, men der er et galleri, en opsummering af specifikationerne, designfilosofien og de diverse features på siden, og så snart de begynder at tage imod forudbestillinger, jamen så er det herfra man kan købe konsollen direkte fra Microsoft selv.
Vi regner med at Sony gør det samme oven på den kommende PS5-afsløring, der forventes at løbe af stablen i næste uge.