Som vi kunne fortælle for et par dage siden, er det muligt, at vi får mere at vide om Resident Evil 8 den 10. juni, hvor Capcom tilsyneladende vil afholde en Resident Evil-relateret afsløring for deres VIP-spillere. Og nu kan det også være, at vi har fået et potentielt udgivelsesvindue på spillet.
Den velkendte Resident Evil-insider Dusk Golem skrev for nyligt på Twitter, at han mener at vide, at Capcoms umiddelbare plan er at udgive Resident Evil 8 til januar næste år. Dog pointerer brugeren, at coronakrisen kan udskyde udgivelsen med et par måneder:
"I guess I can share this before a nap. RE8 was supposed to be released next January, to see if that holds true due to the change in workflow due to world Corona circumstances this year though. My guess is the release will end up being in the late January-March territory."
Selvfølgelig skal man altid tage disse rygter med et gran salt - særligt i den krisetid, vi befinder os i nu, hvor udgivelsesdatoerne på spil med ét kan ændre sig. Men skal vi tro Dusk Golem, så ligger Resident Evil 8 ikke særligt langt ude i fremtiden.