Det er efterhånden en del år siden, vi fik nys om, at Gearbox havde planer om at lave en filmatisering af Borderlands-serien. Processen har dog været en smule træg, men efter at Eli Roth steg ombord som instruktør på filmen i år, er der blevet sat skub i tingene.
Nu kan vi rapportere, at en stor skuespiller ligeledes er blevet en del af projektet. The Hollywood Reporter fortæller nemlig, at den velkendte Borderlands-karakter Lilith skal spilles af selveste Cate Blanchett, der er kendt for sine store roller i blandt andet Ringenes Herre og Thor: Ragnarok.
Som bekendt er manuskriptet forfattet af Craig Mazin, der også stod bag HBO-serien Chernobyl. Det er således et stærkt mandskab, filmen efterhånden udgøres af.