Det kommende download-spil Burnout Crash var tidligere sat til at udkomme omkring efterår/vinter, men nu meddeler EA at det lander på PlayStation Network og Xbox Live Arcade allerede i næste måned.
Spillet byder på den klassiske Crash-spiltype fra Criterions gamle Burnout-spil, hvor det handler om at lave så meget ravage i et tæt trafikkeret vejkryds som muligt. I Burnout Crash er kameravinklen dog ændret væsentligt i forhold til de gamle spil.
Burnout Crash vil byde på 16 forskellige vejkryds, der skal hærges, og Autolog-funktionen fra Need for Speed: Hot Pursuit vender også tilbage, så man kan holde øje med sine venners bedrifter og slå deres rekorder, også når de ikke er online.