De sidste par år har Paradox Interactive investeret stort i flere nye udviklerstudier, som er blevet installeret rundt omkring i verden, og det lader til, at den svenske udgiver slet ikke er færdig med at etablere nye spiludviklere.
Som VGC rapporterer, har Paradox Interactive netop åbnet et nyt studie i Barcelona. Studiet har til opgave at fortsætte udviklingen af strategispillet Europa Universalis IV, hvorefter det skal stå for at skabe nye spil i strategigenren, som Paradox Interactive netop er så velbevandret indenfor. Charlotta Nilsson, der er Chief Operations Officer hos Paradox Interactive, er glad for, at man nu råder over et studie, hvis udelukkende fokus er på denne genre:
"We're particularly pleased to expand for the first time with a new studio focusing on the core game genre we're famous for: grand strategy."
Paradox Interactive råder i øjeblikket over syv udviklerstudier, og Charlotta Nilsson fortæller desuden, at udgiverselskabet planlægger at ansætte yderligere 200 personer i år 2020.