Der har helt sikkert været mange, der var både skuffede og utilfredse, da Sony for få dage siden meddelte, at de havde valgt at udskyde ugens PlayStation 5-event på grund af urolighederne i USA. Men der var i den grad også mange folk, der bifaldt Sonys udmelding - faktisk rekordmange.
Det forholder sig nemlig sådan, at Sonys meddelelse, som blev udsendt på Twitter, faktisk er det Twitter-opslag, der har høstet allerflest "likes" i historien, hvis man kun kigger på spilrelaterede Twitter-opslag. Den lidt specielle rekord blev opdaget af brugeren ArmGunar, som delte nyheden på ResetEra. Her fortæller ArmGunar, at opslaget indtil videre har opnået 470.000 likes.
Inden da var den tidligere amerikanske Nintendo-præsident Reggie indehaver af førstepladsen med et tweet, der indtil videre har modtaget 356.000 likes.