Bobby Kotick, og Activisions ledelse generelt, er nogle af branchens mere kontroversielle figurer, og det er de blandt andet på grund af de mange fyringer, der, om ikke andet på overfladen, er ankommet samtidig med rekordhøje lønninger til netop Kotick og de andre ansatte i ledende positioner i firmaet.
Dette er sket med investorernes godkendelse, men noget tyder på at de er ved at vende deres opmærksomhed imod Kotick og ledelsen, og hvordan deres lønninger står i stærk kontrast til de resterende tusindvis af ansatte, og i forhold til at nå de mål der er blevet sat.
Som Ars Technica skriver har en gruppe af investorer, der har betragtelig andel i Activision Blizzard, nu argumenteret imod store lønforhøjelser til Kotick og resten af ledelsen. De siger følgende i dette memo:
"Over the past four years, Activision Blizzard CEO Robert Kotick has received over $20 million in combined stock/option equity per year. These equity grants have consistently been larger than the total pay (the sum of base salary, annual bonus, and equity pay) of CEO peers at similar companies."
I 2019 blev Kotick da også placeret på 45. pladsen på As You Sows liste over "Most Overpaid CEO's", som udregnes baseret på den værdi han tilføjer til virksomheden, kontra hans årlige løn. Activision har dog svaret igen, og argumenterer for at Kotick fortjener sin lønstigning:
"In the last five years, Activision Blizzard's share price has outperformed the S&P 500 by more than 120% and over the past 20 years, under Mr. Kotick's leadership, Activision Blizzard's share price has outperformed the S&P 500 by over 11,000%", siger de til GameSpot.