Efter Nintendos seneste kvartalsregnskab står det klart, at Nintendo 3DS langt fra har fået så succesfuld en lancering, som selskabet havde håbet på. Nintendo-chefen Saturo Iwata siger, at ansvaret ligger på hans skuldre, og derfor har han valgt at halvere sin løn.
Det fortalte han under et møde med Nintendos aktionærer tidligere i dag. I den forbindelse fortalte Iwata, at det kommende prisfald vil hjælpe butikkerne med at planlægge deres salg frem mod slutningen af året, og sikre udviklernes fortsatte interesse i maskinen.
Udover Iwata går en række andre af Nintendos direktører 30 procent ned i løn, mens en øvrig række chefer går 20 procent ned.
Før nedskæringen lå Iwatas løn på cirka $2 millioner om året (lidt over kr. 10 mio), mens Shigeru Miyamotos løn lå på $1,2 millioner (cirka kr. 6,2 mio).
Iwata nævnte, at Nintendo i sin tid missede en chance for at sænke prisen på GameCube, hvilket er årsagen til at de har været så hurtige med at sænke prisen på 3DS.