Når Diablo III engang udkommer, vil det indeholde et auktionssystem hvor du kan købe og sælge items og loot for rigtige penge. Det har Blizzards Rob Pardo afsløret.
Han siger at der er fire grunde til at Blizzard har taget denne beslutning. For det første er det noget som spillerne efterspørger, og hvis Blizzard ikke lavede en sådan tjeneste, så ville et andet firma gøre det i stedet. Systemet vil være reguleret for at sikre den bedste oplevelse for købere og sælgere. Den tilfældige måde, man får items i Diablo, passer perfekt til sådan et auktionssystem, siger Pardo. Og endelig forventer man, at det vil bidrage med en stor mængde dybde og sjov til spillet på lang sigt.
Auktionssystemet vil fungere på konto-niveau, så man kan købe og sælge items fra alle sine figurer. Blizzard vil tage et gebyr fra både køber og sælger, og der vil også være et fast gebyr for at sætte et item på auktion. Dette vil være højt nok til at det kun er items af en vis kvalitet, som det vil kunne svare sig at sælge.
Man kan enten vælge at tage imod sine penge i form af en elektronis møntfod, som så kun vil kunne bruges i Blizzards system. Eller man kan få dem udbetalt kontant, hvilket vil foregå gennem en tredjepartsudbyder af betalingsløsninger, som så også vil tage et gebyr. Pardo siger, at de er tæt på at annoncere hvilket firma, der vil stå for disse udbetalinger, men at aftalen ikke er endelig endnu.
Diablo III vil også indeholde et "almindeligt" auktionshus, hvor man kan købe og sælge genstande for spillets virtuelle møntfod, lige som vi kender det fra de fleste MMO'er.
Flere detaljer kan du finde hos Shacknews.