THQ og Relic Entertainment har indtil videre været lidt forsigtige med at snakke om muligheden for co-op i deres kommende Warhammer 40,000: Space Marine. Rygterne har svirret, men nu er det blevet direkte bekræftet.
THQ har over for Shacknews slået fast, at Space Marine får co-op, men yderligere detaljer skulle først komme senere på måneden.
I et nu fjernet indlæg på spillets forum (som der dog findes en cachet udgave af) skrev THQ yderligere, at co-op-delen vil kræve et OnlinePass - det vil sige, at den er gratis tilgængelig for dem, der køber spillet nyt, men skal tilkøbes hvis man anskaffer sig et brugt eksemplar.
Co-op-delen vil ikke være med i spillet ved lanceringen, men tilføjes i stedet via en patch omkring en måned efter udgivelsen, fremgik det af indlægget. Forsinkelsen skyldes, at udviklerne gerne ville have ekstra tid til finpudsning.