Vi har før set eksempler på kreative fans' imponerende hyldester til Valves spil, herunder en tro kopi af Portal-geværet fra Portal-serien, og fantastiske cosplay-kostumer med figurer fra Team Fortress 2.
Og endnu en gang må vi tage hatten af for en flot indsats. Blogspot-brugeren Furin har sat sig for at lave sin egen udgave af personlighedskuglen Wheatley fra Portal 2, og resultatet er som taget direkte ud fra spillet.
Dukken har indbygget stemmeboks, der kan recitere ti citater fra spillet, og øje, øjenlåg og andre dele af Wheatleys "ansigt" er bevægelige. På Furins blog kan du se billeder af hele skabelsesprocessen, samt se en video af det endelige resultat. Det er næsten uhyggeligt virkelighedstro.