Som rygtet og ventet har Valve her til aften officielt annonceret Counter-Strike: Global Offensive, et nyt spil i Counter-Strike-serien. CS:GO, som det allerede nu forkortes, er planlagt til at udkomme tidligt næste år til både PC, Mac, PlayStation 3 og Xbox 360 som download-titel.
CS:GO udvikles i fællesskab af Valve og Hidden Path Entertainment, der tidligere har stået bag det ganske solide Defense Grid: The Awakening.
CS:GO byder på nye baner, figurer og våben, samt opdateringer af klassikere som for eksempel de_dust, skriver Valve i pressemeddelelsen.
CS:GO vil kunne spilles på PAX Prime og London Games Festival senere i år.
I øvrigt er det i denne måned 12 år siden, at det første Counter-Strike udkom i betaform.