Marvel's Avengers er uden tvivl en af årets mest ventede spil, men indtil videre har Crystal Dynamics ikke helt formået at vise alt det spillet kan tilbyde, så der er altså pres på, når de åbner op for den store Wartable-udsendelse d. 24 juni, hvor de vil vise masser af gameplay, og hvordan spillet opleves i co-op.
For at skabe spænding omkring den kommende udsendelse, så har de udgivet et nyt billede, tilsyneladende taget direkte fra det de vil vise. Billedet viser Black Widow, Hulk, Iron Man, Thor og Ms. Marvel, der stort set alle er i ret anderledes kostumer, end vi ellers har set dem i.
Pointen er at vise hvor meget du visuelt kan tilpasse hver helt. Du kan se billedet herunder. Glæder du dig til spillet?