Nintendo har i forbindelse med Tokyo Game Show løftet sløret for nogle nye detaljer omkring Mario Kart 7, det kommende spil i serien til Nintendo 3DS.
Metal Mario, der første gang blev set i Mario 64, dukker op som spilbar figur sammen med Lakitu, der endelig får en plads sammen med de store drenge. Blandt nye power-ups er der blandt andet Fire Flower, der sender flere skud afsted i en bue, inden de lander på banen.
Som noget nyt vil man også kunne spille fra førstepersonsperspektiv, og bruge 3DS'ens gyro-egenskaber til at styre med. Otte spillere kan køre mod hinanden online.
Spillet udkommer den 2. december.

