Rød propaganda

Også selvom det ikke var planen
Tekst: Redaktionen
Publiceret 2011-09-14


"På Gamereactor dækker vi normalt ikke dansk politik så nært, men vi vil gerne lave noget relevant i forhold til valgkampen. Derfor vil vi gerne høre, hvad dit parti vil gøre for at styrke den danske spilbranche, til brug i en artikel vi vil bringe onsdag i denne uge.

Dit svar behøver ikke være mere end et par linjer, men du er selvfølgelig velkommen til at uddybe.

Vi har sendt denne mail til alle Folketingets kultur- og it-ordførere,
da vi mener at computer- og konsolspil kan falde under begge områder. Hvis du ikke mener, at den danske spilbranche falder under dit ordførerområde, er du velkommen til at henvise til din kollega.

Gamereactor er et af Danmarks og det øvrige Nordens største websites og magasiner omkring computer- og konsolspil.

Deadline for svar er tirsdag aften kl 23."

Sådan lød vores udmelding til hvert eneste partis it-ordfører. Planen var at se på hvordan og hvorledes politikerne ser på den danske spilbranche.

Vi fik to svar.

Om det er et udtryk for travlhed op til valget, eller ligegyldighed overfor den danske spilbranche, skal vi ikke kunne sige. Vi vil dog glædeligt opdatere denne nyhed såfremt vi får flere svar.

De første to svar kom fra SF og enhedslisten, og dem kan du læse herunder.

Per Clausen - IT- og kulturordfører for Enhedslisten
"Enhedslisten mener, at det er vigtigt at udvikle og styrke den danske spilbranche. Vi har brug for spil, som er udviklet med udgangspunkt i den danske virkelighed og den danske spilbranche kan blive en god indtægtskilde for Danmark. Derfor vil vi sikre støtte til udviklingsarbejdet i den danske spilbranche.

Pernille Frahm - Kulturordfører - SF
SF vil støtte den danske spillebranche [sic]. Det har været en del af vores finanslov sidste år, og vi vil se på det i sammenhæng med den andre kulturområder som fx film og ikke mindst i sammenhæng med erhvervspolitikken.

Liberal Alliance - Mai
Vi har desværre ikke tid til at svare på nedenstående pga valgkampstravlhed.

Så er det bare at bede blå blok om at komme ud af hullerne.

Opdatering: Knap en time før valgstederne lukkede, tikkede der endnu et svar ind.

Michael Aastrup Jensen - IT-ordfører - Venstre
Den danske spilbranche har været inde i en rivende udvikling og leveret nogle enorme succeser. Det er klart, at Venstre gerne ser denne udvikling forsætte.

Vi vil gerne gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark. Derfor ønsker vi at skære ned på det administrative bøvl og gøre det lettere at skaffe den nødvendige kapital til at finansiere sin virksomhed. Indsatsen for at styrke lysten til at starte selv og få de gode ideer til bl.a. computerspil skal starte allerede i Folkeskolen og derfor ønsker vi at indføre et nyt fag for de ældste elever, der hedder ideudvikling.

Samtidig er anvendelsen af IT i undervisningen en mærkesag for os. Jo før man introduceres til den digitale verden, desto bedre vil man mestre den på sigt.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage