Godt nyt til fans af importspil. Chef for Sony Computer Entertainment Worldwide, Shuhei Yoshida, har på sin Twitter slået fast, at Sonys kommende håndholdte konsol PlayStation Vita bliver regionsfri.
Det betyder, at man vil kunne importere spil fra USA og Japan og stadig spille dem på sin europæiske konsol. Ganske praktisk, hvis man for eksempel har konsollen med på ferie.
Yoshida skriver dog videre, at han ikke vil anbefale at importere konsollen fra Japan, hvor den udkommer tidligere i år. Små ting, som at kryds- og cirkel-knapperne i mange tilfælde fungerer omvendt af hvad man er vant til på den japanske konsol, kan være irritationsmomenter, skriver han.
Som bekendt er Vitas store konkurrent, Nintendo 3DS, ikke regionsfri, så det er endnu en lille fordel, Sony kan bryste sig af.