Forleden løftede Sony sløret for juli måneds gratis PlayStation Plus-spil. Denne omgang skiller sig dog en smule ud, idet der ikke blot tilbydes to, men hele tre gratis spil til abonnenterne. Og det er der en bestemt årsag til. PlayStation Plus-servicen fylder nemlig 10 år.
I den anledning har Sony ikke bare disket op med tre gratis spil. De har ligeledes udgivet lidt interessant statistik om PlayStation Plus-servicen via PlayStation Blog. De har blandt andet løftet sløret for de fem spil, der er blevet hentet allerflest gange, mens de var gratis. I kraft af at flere og flere tilmelder sig servicen, er alle fem spil ikke overaskende nogle relativt nye af slagsen. Der er tale om Call of Duty: Modern Warfare Remastered (marts 2019), Sonic Forces (marts 2020), Shadow of the Colossus (marts 2020), Call of Duty: Black Ops 3 (juni 2018) og Destiny 2 (September 2018).
Sony har derudover også bragt en top-5 liste over de mest populære multiplayer-spil. Her finder vi Grand Theft Auto V, Rainbow Six: Siege, Call of Duty: Black Ops 3, Destiny samt Call of Duty: Black Ops 4.