Både Microsoft og Sony melder sig mere og mere på banen, efterhånden som lanceringen af Xbox Series X og PlayStation 5 nærmer sig. I denne måned venter for eksempel Microsofts Inside Xbox-event, hvor vi får en hel masse at se til de spil, Microsofts mandskaber arbejder på.
Og netop spillene kan vise sig at blive ekstra dyre, når de en dag udkommer på next gen-konsollerne. I hvert fald har vi netop fået den allerførste pris på et next gen-spil. Her er der tale om NBA 2K21, som ifølge GamesIndustry.biz kommer til at koste 60 dollars på PS4 og Xbox One. Til de nye konsoller har spillet dog en pris på 70 dollars.
Der har allerede været en smule snak om, at den næste konsolgenerations spil måske ville blive dyrere, men 10 dollars ekstra er nu alligevel noget af et spring.