Vi er rigtig mange, der ser frem til udgivelsen af Microsoft og Asobo Studios' simulationsspil Microsoft Flight Simulator. Et spil, der giver os muligheden for at flyve hele den virkelige verden rundt.
Spillet er i en alpha-tilstand lige nu, men der går dog ikke lang tid, før vi ved, hvornår det glider over i en lukket beta-udgave. Asobo Studios har meddelt (via PC Gamer), at de vil annoncere datoen den 9. juli sammen med den næste udvikleropdatering.
Ja, det er lidt spøjst, at man annoncerer en dato på, hvornår man annoncerer noget. Men ikke desto mindre er det da en smule information. Vi ser frem til den 9. juli og håber på, at vi snart får en vaskeægte udgivelsesdato på det endelige Microsoft Flight Simulator.