Det er ikke så lang tid siden, vi fik nys om, at EA Sports UFC 4 var under udvikling, og vi havde egentlig regnet med, at spillet officielt ville blive afsløret under EA Play Live. Det skete som bekendt ikke, men det ser dog unægteligt ud til, at offentliggørelsen venter lige om hjørnet.
På UFC's Twitter er der således blevet lagt et opslag op for begivenheden UFC 251, der finder sted den 11. juli. Og på det vedlagte billede kan man se et mærkat helt nede i venstre hjørne med EA Sports UFC 4-logoet, hvortil der står "Official Reveal".
Nej, annonceringen kommer selvfølgelig ikke direkte fra EA, men det ville nu være underligt, hvis dette opslag fra selveste UFC-sporten ikke taler sandt. Den 11. juli får vi i hvert fald svaret.