Spilafdelingen hos Warner Bros. har gennem årene bidraget med en håndfuld virkelig solide serier - Mortal Kombat, Batman og Middle Earth-serien, for bare at nævne nogle stykker. Det har ikke overraskende resulteret i, at mange af de store kanoner har udtrykt interesse i at opkøbe det succesfulde spilstudie. Indtil videre har vi både set Take-Two, EA og Activision på banen, men nu melder endnu en kandidat sig angiveligt ind i kampen.
Ifølge The Information er Microsoft nu også interesseret i at tilegne sig rettighederne til Warner Bros. Interactive Entertainment og studiets mange IP'er. Der er dog ikke meget mere information at gå på end dette, så det er svært at sige, hvordan situationen helt nøjagtigt forløber, samt hvilket selskab der ligger mest lunt i svinget til at nappe WB Games. Buddet fra de mange bejlere lyder dog angiveligt på i omegnen af fire milliarder dollars.
Hvad håber I, det endelige udfald bliver?