Hvis du ikke har opdaget det, så udgav Valve i går den første DLC-pakke til det mesterlige Portal 2. Downloaden fylder 1,37 gigabyte, og indeholder en samling nye co-op-baner, hvor P-Body og Atlas' eventyr fortsætter. Samtidigt er der også kommet challenge-udgaver af de eksisterende singleplayer-baner, hvor det handler om at komme igennem så hurtigt som muligt eller med så få portaler som muligt. Dertil kommer der selvfølgelig ranglister.
Bedst af alt er nok prisen: Peer Review, som pakken hedder, kan hentes ganske gratis via Steam, PSN og Xbox Live.