Det er en kendt sag at mange PC-ejere gerne ville se Red Dead Redemption udkomme til deres foretrukne platform, lige som Grand Theft Auto gjorde det, og L.A. Noire snart gør. Men sandsynligheden for at det sker er meget lille.
Rockstar afviser ikke en PC-udgivelse direkte, men i en Q&A-session med fans for nyligt har de mere end antydet, at det ikke kommer til at ske.
"Vi ved godt at ja, der er netop én titel, der er fraværende fra vores PC-udgivelsesplaner - det spil er som bekendt Red Dead Redemption, og vi er selvfølgelig klar over at nogle fans spørger efter det. Vi kan kun sige, at når det er gangbart (teknisk, udviklingsmæssigt og forretningsmæssigt) for os at udgive et spil på PC (eller en anden given platform) - så gør vi det som regel. Desværre er det ikke tilfældet 100 procent af tiden på alle platforme".
Man skal aldrig sige aldrig, men man kommer vist ikke meget tættere på en officiel benægtelse af en PC-udgivelse end det her.