Bungie-ansat om bruddet med Activision: "About time"

Tekst: Emil Hanquist
Publiceret 2020-07-09

Bungie indgik tilbage i år 2010 et partnerskab med Activision, som gav Bungie råderet over Destinys IP. Siden da har Bungie og Activision udgivet to spil i serien samt et hav af udvidelser. Men samarbejdet mellem de to selskaber sluttede dog sidste år, hvor man gik hver til sit. Og spørger man en tidligere topansat hos Bungie, burde det være sket for længst.

Det drejer sig om Marty O'Donell, der i 2014 blev fyret efter at have arbejdet hos Bungie som komponist på mange af selskabets titler. I en ny podcast fra HiddenXperia (via Gamerant) bliver O'Donell for det første spurgt om, hvad hans umiddelbare tanke var, da han hørte, at Bungie og Actvision var gået hver til sit, og her lyder svaret: "It's about time". Ifølge komponisten vidste Bungies folk allerede fra begyndelsen, at det var en dårlig idé at lave en aftale med Activision, men at man alligevel gjorde det på grund af pengene, og fordi aftalen gav Bungie ejerskab over Destiny.

Senere løftede O'Donell sløret for en kort samtale, som han og Activisions CFO havde, kort inden partnerskabet blev indgået. En samtale, som den dag i dag stadig giver komponisten myrekryb. O'Donell sagde dengang til CFO'en, at han så frem til at være gåsen, der skulle lægge alle de gyldne æg for Activision. Og angiveligt skulle Activisions CFO efterfølgende have svaret: "Sometimes there's nothing like a good foie gras." Hvis I ikke er så kendt indenfor gåseverdenen, så er foie gras en ret, hvor en gås tvangsfodres, indtil den til sidst bliver slagtet. Så kan I tænke lidt over den kommentar.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage