For nylig udgav Geoff Keighley en såkaldt "Interactive Storybook" omkring Valve og Half-Life-serien generelt, og denne bekræfter langt om længe, at studiet for en stund faktisk arbejdede på Half-Life 3, men at projektet simpelthen blev skrottet. Derefter gik der en del år, hvor selve forventningen omkring det tredje kapitel bare voksede og voksede, og til sidst blev det nærmest for stort et projekt at gå i gang med.
Men Half-Life-serien er jo tilbage, på en måde, via Half-Life: Alyx, men det er naturligvis en VR-eksklusiv titel, så er der håb for dem der ønsker sig et nyt spil i serien på mere traditionel maner? Ja, det er der faktisk. Det fremgår nemlig også i Keighleys Storybook, at størstedelen af Half-Life-holdet nu har fået blod på tanden, og ønsker at bygge et rigtigt nyt spil i serien.
"Privately, most of the team hopes that the next big thing will indeed be a full-scale Half-Life game built not for VR, but as a game accessible across all traditional gaming platforms."
Som opfølgning har Valve-designer Phil Co fortalt Keighley, at han selv og resten af holdet ikke er "bange" for Half-Life mere, så mon ikke vi kommer til at se mere?